GUEST BLOGGER – NINA H. KLUGE

Nina H. Kluge er ansvarshavende redaktør på Fagbladet Kosmetik og nyhedsbrevet BeautyNews. Nina er endvidere dommer i Danish Beauty Award, og var også en af initiativtagerne til etablering af prisuddelingen.

Se mere på FAGBLADET KOSMETIK

Hvilke makeup produkter har du altid med dig i tasken?

Jeg har altid en fast pudder (gerne mineralsk) med i tasken, så jeg kan touche up i løbet af dagen. Derudover ligger der altid en læbestift (gerne i pink, koral eller bordeaux nuancer), en sort eyeliner og en håndcreme i min taske samt en lille hårspray i taskestørrelse – den hjælper mig løbet af dagen med at holde det flyvske og elektriske hår lidt på plads.

Dine favorit produkter?

Uh, det er svært. Som skønhedsredaktør på Fagbladet Kosmetik har jeg jo mulighed for at prøve de fleste af de nye produkter, der lanceres. Og som dommer i Danish Beauty Award går jeg meget i dybden med de produkter, der tilmeldes konkurrencen – og testperioden varer ca. et halvt år, så jeg bruger mange produkter hele tiden.

En række produkter er en helt basal del af min daglige plejerutine, så som renseprodukter, dagcreme, natcreme, serum, øjencreme, krops-produkter og hårprodukter. Hertil kommer så makeupprodukter og dufte.

Hvis jeg særligt skal fremhæve nogle favoritter er blandt andet serummet Advanced Night Repair fra Estée Lauder, Ole Henriksens Truth-cremer, La Prairie Antiaging Night Cream, Chanel Sublimage og Origins Plantscription øjencreme, nogle af de produkter som jeg er meget glad for at bruge i øjeblikket.

Hvis der var et skønhedsprodukt du ikke kunne leve uden, hvad ville det så være for et?

Hvis jeg skulle vælge ét must-have skønhedsprodukt ville det være mineralsk pudder. Jeg går sjældent ud af en dør uden at have kørt makeupbørsten over ansigtet med lidt løst mineralsk pudder. Og det kan jo bruges på flere måder – dels som en naturlig let finish og dels som en mere dækkende makeup, hvis man lægger flere lag. Mineralsk pudder giver sådan en flot hudoverflade, holder godt og er let at touche up i løbet af dagen. Men det er bedst med en fast pudder i tasken.

Hvad betyder skønhed for dig?

Skønhed er jo mange ting. Mennesker er skønne og har dejlig udstråling, når de hviler i sig selv og har overskud til at være udadvendte, empatiske og sociale.

Men derfor kan man jo godt have brug for lidt hjælp til at fikse det ydre, og ikke mindst pleje sin hud, så den holder sig frisk og strålende, så vi kan være den bedste udgave af os selv uanset alder. Jeg ser skønhed og sundhed som to sider af samme sag. Når vi lever sundt, ser vi også bedre ud – og det er i øvrigt selvforstærkende… Når du føler, at du ser godt ud, ser du også godt ud.

Jeg nyder virkelig at arbejde med skønhed og være en del af skønhedsbranchen. Det er så livsbekræftende og positivt at omgive sig med skønne mennesker, produkter og teknikker der kan hjælpe til at forskønne – det er i det hele taget et superinteressant område. Jeg er meget fascineret af hele videnskaben og forskningen bag produkterne og har stor respekt for de virksomheder, der arbejder og forsker i dybden med hud og hår, ofte i samarbejde med forskere fra de store anerkendte internationale universiteter. Jeg bliver stolt over branchen, når jeg hører om ny forskning, nye opdagelser og landvindinger inden for kosmetikken, som har betydning for millioner af mennesker i hverdagen.

Dine bedste skønhedstips?

Vi ved nok alle, at kost og motion har stor betydning for vores sundhed OG skønhed. Og ikke mindst solbeskyttelse er vigtigt, da solen på én gang er vores bedste ven og hudens værste fjende.

Personligt har jeg to kæpheste, som jeg mener er af den største betydning for vores skønhed og udstråling:

At rense sin hud:

Jeg kunne ikke drømme om at gå i seng uden at rense min hud, hvad enten jeg har makeup på eller ej. Det er så vigtigt at få fjernet al forurening, støv, røg m.v. og naturligvis makeup, så huden er klar til at modtage de plejende produkter, der smøres på efterfølgende. Hvis ikke huden er renset, er det næsten ligegyldigt at bruge creme, for den trænger ikke ind i huden – eller i værste fald trænger den ind, og tager alle urenhederne med ind, og huden bliver uren og trist. Ligeledes er det om morgenen vigtigt at få fjernet alle de stoffer og det sebum, som huden udskiller i løbet af natten, så huden er frisk og klar til at modtage den pleje, man påfører om morgenen.

At få sin skønhedssøvn:

Sov! Det er det bedste skønhedsmiddel. Det er i løbet af natten, at huden – og alt i kroppen – regenererer, og hvis du sover for lidt, får huden simpelthen ikke tid nok til at skille sig af med affaldsstoffer og genskabe sin energi. Dels ses det umiddelbart ved at huden ser trist ud dagen efter for lidt søvn, og dels vil det på lang tid give en hurtigere ældet hud, og måske en uren, sensitiv hud med manglende udstråling. Så både huden og resten af kroppen har godt af at få tid til at regenerer ordentligt om natten. Og det er da en dejlig nem og behagelig måde at pleje skønheden på, ikk’!

Husk konkurrencen på facebook – del Jo´s Makeup Blog facebook side og vind lækker makeup goodiebag. Vinderen bliver trukket på fredag. Deltag lige HER

Dette indlæg blev udgivet i L'Oréal Powder Room FW spring 2012, Nina H. Kluge. Bogmærk permalinket.

En kommentar til GUEST BLOGGER – NINA H. KLUGE

  1. Pingback: DANISH BEAUTY AWARD INSPIRATION | Jo's Makeup Blog

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *